homestar

projektbillede1

produktknap

cvknap

tekstknap

linksknap

kontaktknap

blog3

    shop2

Kun hvis man tror det er

MIUMI er navnet på en gruppe af fire unge, keramiske kunstnere, der udstiller i Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus’ fine, klassicistiske palæbygning. Sammenstødet er til at tage og føle på. Loftet i hallens hovedtrappe er smykket af et sirligt træskærerarbejde fra 1800-tallet og her er ophængt en uro, der består af 5 bogstaver. M-I-U-M-I: 5 groft rullede lerpølser udgør et ord, der knap kan læses. Bogstaverne dingler og drejer, og bedst som man tror man har det, bliver man alligevel i tvivl. Miumi er blot en lyd. En sansning i øjeblikket, som er i stadig forandring. Og præcis sådan forholder det sig med Miumis univers: Det sikre og velkendte forskydes i én uendelighed.

Janni Godtliebsen, Helene Keis, Jakob Fiedler og Jette Löwén Dall er navnene bag denne første fælles udstilling, der er resultatet af et usædvanlig intensivt samarbejde. I stedet for at skabe egne værker til en fælles udstilling besluttede de at suspendere alle individuelle kunstneriske udtryk og udelukkende producere ét fælles, samlet værk. Udgangspunktet var at udfordre museets rammer og give beskueren en totaloplevelse, og for kunstnerne selv var det en vigtig udfordring at dele værk, proces og arbejdsmetoder. Rammerne var, at alle værker var fælles, og det har åbnet for en enorm frihed og en usædvanligt legende proces: ”Kun hvis man tror det er” var det sproglige udgangspunkt, kunstnerne skabte deres univers ud fra, og med fortællinger som Alice i Eventyrland og den mindre kendte ”Where the Wild Things Are” definerede de et projekt, der skulle køre på kanten. Dels på kanten af beskuerens kendte hverdagsvirkelighed og dels på kanten af deres egen faglighed.

Her er en vigtig nøgle til at forstå udstillingen. Alle fire er de uddannede keramikere og arbejder dermed i et felt, hvor der er næsten usynlige glidninger mellem design, kunst og kunsthåndværk. Hver for sig rummer disse tre felter deres egne traditioner og betydninger med til tider næsten modstridende interesser, men samtidig gør det feltet ekstremt interessant i den måde, kulturelle koder kan brydes og grænser udfordres på. Miumi har arbejdet bevidst med dette kunstneriske udgangspunkt ved at sætte fokus på præcis det, der er deres egen faglige styrke: evnen til at håndtere leret som et specifikt kunstnerisk materiale, og evnen til at fremstille og fortolke hverdagsgenstande. Med ”Kun hvis man tror det er”, har de formået at integrere disse udgangspunkter i en udstilling, der dels udfordrer beskuerens fortolkning af virkeligheden og dels gør det ud fra nogle konceptuelle rammer, der udfordrer kunstnernes kernekompetencer.

Udstillingen er indrettet som en visuel fortælling struktureret omkring et hjem. Hjemmet er det hverdagsunivers, der lettest vækker beskuerens genkendelighed, og samtidig er det det univers, hvor keramikeren har sit primære arbejdsområde i den lange tradition for fremstilling af brugskunst og hverdagsobjekter. Begge er altså på hjemmebane her, og netop derfor er betydningsforskydningerne så virksomme. Intet er, som man tror det er. Antydninger af forskellige virkelighedsplaner pibler frem, hvor end man vender øjet hen, og hvor end man som beskuer forsøger at placere sin krop. Kroppen er i det hele taget et væsentligt udgangspunkt. Det er ganske usædvanligt at en udstilling med keramisk kunst ikke indeholder ét eneste podium, hvorpå ’værket’ er udstillet. I ”Kun hvis man tror det er”, er der på sin vis ingen værker. Det er ét stort værk – et samlet univers – som beskueren bevæger sig rundt i. Allerede på trappen op mod udstillingsrummet aktiveres denne helhedsoplevelse. En amorf klat med en musselmalet dekoration smelter ned ad et trappetrin og antyder, at kroppen skal aktiveres i rummet. Man kan ikke som betragter læne sig distanceret tilbage og tage udstillingens værker ind ét efter ét. Man er i værket, på samme måde som Alice i Eventyrland må overgive sig fuldt til den virkelighed, hun uforvarende lander i.

Dette surreelle univers slår beskueren i møde i det festmåltid, der er dækket op til. Bordet er dækket, og detaljerne er så overvældende, at hver eneste genstand er en opdagelsesrejse i sig selv: Fadet er en lampe, koppen ligeså; bestik, glas og tallerkner smelter sammen i et festfyrværkeri af keramiske teknikker, der kun antyder deres funktion, og de musselmalede dekorationer er løbet ud på bordet. Der er tale om et overvældende, barokt opbud af sanselighed på den ene side. Og på den anden side siger det bang! En mærkelig kanindreng sidder ved bordet, en anden står ved siden af og betragter sceneriet. De stirrer tomt frem for sig på dette barokke bord, der er skrællet for farver og virkeligt liv.

Præcis her introduceres udstillingens omdrejningspunkt: en hårfin balance mellem det imødekommende og genkendelige, og så noget, man ikke lige kan aflæse: Er det er rart eventyr, dette her, eller er der noget, jeg helst ikke vil vide?

Udstillingens store styrke er, at den ikke giver noget entydigt svar. Det er ikke en konventionel fortælling om, at mørket lurer lige under overfladen i den menneskelige psyke. I stedet holdes beskuerens perception aktiveret i stadige, dobbelttydige budskaber. Entréen, man træder ind i, er møbleret med inventar, der er råt formet i ler, men med et skarpt blik for designproduktets attraktive frækhed. Skalaforholdet antyder imidlertid, at det ikke er noget almindeligt hjem, og de små tøfler på gulvet forstærker fornemmelsen af, at det måske er kanindrengen, der bor her. Vi er trådt ind i et dobbelttydigt univers, hvor værk, inventar og rum går ud i ét. De ekstra skunklåger, der er opsat ved siden af de oprindelige låger i udstillingsrummet, kan kun opdages af det vågne blik, men til gengæld antyder de virkeligheder bag virkeligheder. Det håndtegnede tapet er et andet godt eksempel. Kigger man virkelig godt efter vil man opdage, at brokademønsteret er sammensat af genstande med samme begyndelsesbogstav – en detalje, der ikke umiddelbart er en del af udstillingens samlede store fortælling, men som netop udgør sit helt eget univers. Hver genstand i udstillingen er en låge til sin egen virkelighed.

Videre i stuen får man en stadigt stigende følelse af surrealisme. En flisevæg udgør en reference til keramikerens virkefelt - køkken og bad - men hér vokser der svampe i væggen, og dér er stillet vaser ind som brugsobjekter indespærret bag glas, og dermed afsondret fra den anvendelse, der er normal. Et siddemøbel fungerer som podium for et søpindsvin, hvis pigge skaber en foruroligende fysisk fornemmelse, og på et andet siddemøbel er der påsyet keramiske knapper, der som røde klatter på det hvide møbel antyder den menneskelige fysikalitet på en lettere ubehagelig, men samtidig meget æstetisk måde. Samtidig er rum og møbler designet med stor æstetisk sans for vue, blikretning og detaljer. På én gang sikkert, indbydende og næsten lækkert og på den anden side med fornemmelsen af, at der er mange flere fortællinger end denne ene, og at det måske ikke er dem alle, der er lige hyggelige.

Parallelt med at skalaforholdene er forskudt, er der også en fornemmelse af, at naturen trænger sig på. En fugl i stumtjeneren, æbler som bordben og så disse svampe, der i udstillingens sidste del tager komplet over. De vokser op af gulvet og ud af sprækkerne; vækster, der på én gang er tiltrækkende og foruroligende. Antallet er massivt, så den kendte verden er i opløsning. Galdegrønne, amorfe, sanselige i en overvældende og ekstrem grad. Her bliver beskueren trukket så massivt ind i oplevelsen, at man må ned på knæ for rigtig at kunne betragte detaljerne.

Her bliver det i høj grad tydeligt, hvordan det keramiske felt rummer nogle særlige, kunstneriske muligheder, som Miumi formår at udnytte til fulde: Udstillingen fortæller en ’stor’ historie som en helhedsoplevelse, men åbner samtidig for en uendelighed af ’små’ historier, der peger i et utal af retninger. Detaljerigdommen er overvældende, og der er sanselige oplevelser på alle niveauer og skalaer. Hermed udfordres beskueren til selv at færdiggøre oplevelsen. Kroppen er aktiveret, følelse og fantasi er aktiveret, men også intellektet, der til stadighed forsøger at skabe forståelse af det sansede. ”Kun hvis man tror det er” forsøger ikke at definere tingende på forhånd. En udstilling med denne åbenhed, der kommunikerer på så mange niveauer, har stor værdi, fordi den minder os om, at virkeligheden er så uendeligt meget mere kompleks, end vi umiddelbart tror. Der er altid en anden historie. Men kun hvis vi tror der er…

Louise Mazanti                                                                                                                                                                                        homestar